Hvad er grå stær? Læs om grå stær her

Grå stær er en tiltagende uklarhed i øjets linse. Når linsen bliver uklar, bliver nethindebilledet uskarpt selv med de bedste briller.
 
Grå stær opstår hos mange tusinde danskere hvert år. Den begynder oftest i 60-70 års alderen, men kan ses i alle aldre. De fleste tilfælde af grå stær er et led i den almindelige aldringsproces.
 
Øjne med Grå Stær - Billede 1  Øjne med Grå Stær - Billede 2
Øjne med grå stær
 
Symptomer på grå stær:
  • Sløret syn, tågesyn
  • Blænding
  • Stjerner omkring billygter ved kørsel om natten.
  • Ændret farveopfattelse (gul filtereffekt)
  • Tiltagende nærsynethed (brilleændring)
  • Behov for stærkere lys til læsning (læsebesvær)
  • Evt. ensidigt dobbeltsyn
 
Klar og uklar linseforskel
Den uklare linse slører synet
 
Hvordan behandles grå stær?
Grå stær kan kun helbredes ved en operation, hvor man fjerner den uklare linse og erstatter denne med en ny foldbar linse af kunststof.
 
På Øjenklinikken Skt.Clemens har vi i dag mulighed for at tilbyde flere forskellige typer af linser (enstyrke og flerstyrke linser), der dels kan korrigerer for bygningsfejl dels genskabe øjets naturlige evne til både at læse og se langt og derved helt overflødiggøre brugen af briller.
 
Operationen foretages i lokalbedøvelse gennem en få mm. stor åbning i hornhinden. Der anvendes et operationsmikroskop og mikrokirurgiske instrumenter. Snittet er så lille at den endelige brillestyrke kan  bestemmes allerede efter ca. 1 måned. 
 
Ved en traditionel grå stær operation vil den nye monofokale (enstyrke) linse give et godt syn på lang afstand, men til læsning kræves læsebrille.
 
Ved de nyere former for operation indsættes en såkaldt multifokal (flerstyrke) linse, der gør det muligt at se skarpt både på kort og lang afstand. Det betyder at ungdomssynet genskabes og at man både kan læse og køre bil uden brug af briller.
 
Forundersøgelsen
Ved forundersøgelsen foretages en præcis udmåling af øjet, så man kan beregne styrken af den nye linse. Den almindelige helbredstilstand er sjældent en hindring for en vellykket operation, men der kan være forhold, som kræver specielle hensyn.
 
Nogle former for medicin og visse øjendråber kan kræve særlige forholdsregler, som du i givet fald får besked om ved forundersøgelsen. Her vil du også få udleveret en recept på øjendråber, som skal bruges før og efter operationen.
 
Operationen
Ved ankomsten til klinikken bliver øjet dryppet med pupiludvidende og lokalbedøvende dråber.
Operationen udføres altid i dråbebedøvelse og er smertefri.
Du er vågen under hele forløbet, og  kan tale med lægen og sygeplejersken under operationen.
Der lægges et tyndt papirstykke  over ansigtet og den øverste del af kroppen, men vejrtrækningen påvirkes ikke heraf.
Lige efter operationen lægges en forbinding på øjet, som må fjernes efter 4 timer.
Se en grå stær operation : tryk på "cataracts" i det sorte felt for neden og tryk herefter på "cataract surgery "
 
Forholdsregler efter operationen:
  • Undgå at gnide eller trykke øjet.
  • Brug almindelig håndkøbsmedicin mod smerter, hvis det er nødvendigt.
  • Fortsæt uændret de daglige aktiviteter, men undgå større anstrengelser.
  • Brug øjendråber som foreskrevet.
  • Spørg evt. øjenlægen om, hvornår du kan genoptage bilkørsel.
 
Øjenlæge - Behandling af grå stær

Efterstær
Den bagerste linsekapsel kan blive uklar efter operationen. Dette forekommer hos ca.5% af operetionerne. Hvis denne såkaldte ”efterstær” generer synet, kan man behandle med laser. Behandlingen er smertefri og varer få minutter.
 
Man genvinder herefter synet fuldt ud.

Komplikationer
Mere end 95% af grå stær operationerne forbedrer synet og operationen er en af de mest sikre kirurgiske behandlinger. Hos nogle få vil der optræde komplikationer.
 
Infektioner, blødning og hævelse af nethinden er blandt de mere alvorlige komplikationer, som kan påvirke synet. På Øjenklinikken Skt. Clemens anvender vi det nyeste udstyr og den mest moderne operationsteknik samt anvender kun CE mærkede og FDA godkendte kvalitetsprodukter.
 
Dette sikrer at komplikationer kun optræder hos ganske få promille af de opererede patienter her i klinikken.
 
Andre øjensygdomme såsom AMD (forkalkning af nethinden), grøn stær og følger af sukkersyge, kan begrænse synet efter en operation. Men selv med sådanne begrænsninger vil operation af grå stær som regel forbedre synet.

Øjenlægen
Operationer på Øjenklinikken Skt. Clemens foretages af Michael Kjær Hansen der er speciallæge i øjensygdomme og øjenkirurgi.
 
Michael Kjær Hansen har siden 1998 været ansat som overlæge med kirurgisk ansvar indenfor grå stær og linseoperationer samt oculoplastiske operationer (kosmetisk øjenlågsoperationer), indtil køb af speciallægeklinik i 2003. Han hører til en af landets mest erfarne grå stær kirurger med mere end 12.000 operationer bag sig.
 
Michael Kjær Hansen er medlem af de internationale kirurgiske øjenlægeselskaber ASCRS, ESCRS og AAO og tilknyttet det amerikanske SEE (Surgical Eye Expeditions) som grå stær kirurg. Han har i den forbindelse deltaget i øjenoperationer i Vietnam, Tonga øerne og Tobago.